februar 23, 2018

Høretab kan påvirke børns læsefærdigheder

Share

Det kan påvirke evnen til at læse, når børn har problemer med ører og hørelse. Det viser et engelsk studie, som har sat fokus på sammenhængen mellem læsevanskeligheder og høreproblemer.

Høretab kan påvirke børns læsefærdigheder

I studiet fra Coventry University testede man børn i alderen 8-10 år, som enten havde læsevanskeligheder eller en forhistorie med gentagne øreinfektioner. Ingen af de testede børn var af lærere eller forældre blevet vurderet til at have problemer med hørelsen.

Men resultatet af testen afslørede et andet billede. Her kunne man se, at 25 procent af de børn, der havde læsevanskeligheder også havde et let eller moderat høretab. Blandt gruppen af børn med gentagne høreinfektioner kunne man også finde en interessant sammenhæng – her var en tredjedel af børnene nemlig udfordrede i forhold til læsning.

Resultatet indikerer, at der er en forhøjet risiko for, at børn med gentagne øreinfektioner og børn med læsevanskeligheder også har en grad af høretab.

- Mange børn kan have et uopdaget mildt høretab, der gør det sværere for dem at leve op til skolens krav, forklarer rapportens forfatter Helen Breadmore fra Coventry University.

Hun foreslår derfor, at man i højere grad end nu tester hørelsen hos børn med læsevanskeligheder.

- De nuværende hørescreeninger fanger ikke alle disse børn. Derfor foreslår vi en langt grundigere og hyppigere hørescreening, siger Helen Breadmore

 

Kilde: hear-it